Parfume i kosmetik

Hvad et parfumestof er

Parfumestoffer i kosmetik er ikke én enkelt ingrediens, men en samlet betegnelse for mange forskellige kemiske forbindelser, der tilsættes for at give et produkt en ønsket duft eller for at skjule ubehagelige lugte fra andre råvarer. Det kan være alt fra naturligt udvundne molekyler fra planter, halvsyntetiske forbindelser, hvor naturlige stoffer er kemisk ændret, til helt syntetisk fremstillede molekyler, som ikke findes i naturen. Derfor kan et kosmetisk produkt i praksis indeholde alt fra ganske få til flere dusin forskellige duftstoffer, og det er ikke usædvanligt, at et enkelt produkt har 20, 30 eller endnu flere parfumestoffer i sig.

På ingredienslisten, kaldet INCI-listen (International Nomenclature of Cosmetic Ingredients), møder du ofte duftstoffer under betegnelserne “Parfum” eller “Fragrance”. Det er en samlet betegnelse, som dækker over hele blandingen af duftstoffer, hvor producenten ikke nødvendigvis oplyser alle de enkelte stoffer. Samtidig kan du også finde navngivne kemiske forbindelser, især hvis de er kendt for at kunne give allergi og findes i produktet over en bestemt koncentration. Nogle af de mest anvendte duftstoffer i kosmetik er limonene, linalool, citronellol og benzyl alcohol. Disse bruges både i sammensatte duftblandinger og som rene stoffer, alt efter hvilken duftprofil og holdbarhed man ønsker i produktet. For eksempel bruges limonene ofte for at give en frisk citrusduft, mens linalool kan give en blomsteragtig note.

Parfumestoffer er ikke aktive ingredienser i hudpleje, hvilket betyder, at de ikke tilsættes for at give en behandlende eller plejende effekt på huden. De har ingen dokumenteret virkning på hudproblemer som tørhed, fedtet hud eller akne. Deres funktion er at give produktet en bestemt sanseoplevelse, så brugeren oplever en behagelig eller genkendelig duft, og at skjule eventuelle ubehagelige lugte fra andre ingredienser, for eksempel fedtsyrer eller konserveringsmidler, som ellers kan lugte kraftigt.

Sådan virker den i produktet

Når et kosmetisk produkt dufter, skyldes det, at flygtige molekyler fra parfumestofferne frigives fra produktets overflade og fordamper ud i luften. Disse molekyler er små nok til at nå næsens lugtereceptorer, hvor de bindes til specifikke receptorer og udløser en nerveimpuls til hjernen, som tolker det som en bestemt duft. Det er sammensætningen af mange forskellige flygtige molekyler, der tilsammen skaber den samlede duftoplevelse, og derfor er det hele blandingen, du opfatter, ikke kun ét stof.

Parfumestoffer tilsættes produkter med tre hovedformål. For det første skal de give produktet en karakteristisk og genkendelig duft, som kan bidrage til at adskille produktet fra konkurrenter og give en bestemt identitet. For det andet forbedrer duften brugeroplevelsen, fordi mange gerne vil have, at deres creme, shampoo eller deodorant dufter behageligt. For det tredje bruges parfumestoffer til at maskere eller dække over uønskede lugte fra råvarer, som kan være mindre behagelige i sig selv. For eksempel kan en uparfumeret creme have en markant lugt af fedt eller voks, som mange ikke bryder sig om, og her bruges parfumestoffer til at skjule denne lugt.

Det er sjældent, at en duft i et kosmetisk produkt stammer fra én enkelt kemisk forbindelse. For at opnå en behagelig og holdbar duft blander man typisk mange forskellige molekyler, som fordamper med forskellig hastighed. Nogle fordamper hurtigt, mens andre bliver siddende længere tid på huden eller i håret. Dette gør det muligt at skabe komplekse duftindtryk med såkaldte topnoter, mellemnoter og bundnoter. Topnoterne er de første, du dufter, når produktet åbnes eller påføres, men de forsvinder hurtigt. Mellemnoterne udvikler sig efter få minutter og danner overgang til bundnoterne, som er de tungere og mere vedvarende duftkomponenter, der kan forblive på huden i timer. Denne opbygning bruges for at sikre, at produktet dufter behageligt både ved påføring og efter lidt tid.

Derfor står der så mange på etiketten

En parfumeblanding består ofte af mange forskellige duftstoffer, hvor hvert stof har sine egne egenskaber. For eksempel kan nogle af stofferne fordampe hurtigt og give den første, friske duft, mens andre har lavere fordampning og bliver siddende længere tid. Det er derfor helt normalt, at et kosmetisk produkt både indeholder den samlede betegnelse “Parfum” eller “Fragrance” og flere navngivne duftstoffer. Det er ikke et tegn på, at produktet er mere “kemisk” eller “farligt”, men et udtryk for, at duften er sammensat af mange forskellige molekyler, der tilsammen skaber den ønskede effekt.

Hvis produktet indeholder naturlige råvarer som æteriske olier eller planteekstrakter, bidrager disse også med mange forskellige duftmolekyler. For eksempel kan en enkelt æterisk olie, som citrongræs, indeholde både citronellol, geraniol, limonene og linalool. Det betyder, at når man tilsætter én naturbaseret ingrediens, kan det føre til, at flere navngivne parfumestoffer skal deklareres på ingredienslisten, hvis de optræder i tilstrækkeligt høje koncentrationer. Derfor kan ét naturstof resultere i, at flere forskellige navne optræder på etiketten.

Nogle parfumestoffer er kendt for at kunne give allergi, især hvis de bruges i større mængder eller hos personer, der er særligt følsomme. For at beskytte forbrugerne kræver reglerne, at udvalgte stoffer skal nævnes særskilt på etiketten, hvis de er til stede over bestemte koncentrationer. Det gælder for eksempel limonene og linalool, som begge er almindelige i både naturlige og syntetiske parfumeblandinger. Det er grunden til, at du på et og samme produkt kan se både “Parfum” og navne på enkelte duftstoffer. “Parfum” dækker over hele blandingen, mens de navngivne stoffer er dem, som er kendt for at kunne give allergi og derfor skal deklareres særskilt, hvis de overstiger de lovpligtige grænser.

Sådan genkender du dem på ingredienslisten

Duftstoffer i kosmetik kan du genkende på flere måder, når du læser ingredienslisten, også kaldet INCI-listen. De mest almindelige betegnelser, du vil møde, er:

Hvis du ser “Parfum” eller “Fragrance” på listen, betyder det, at der er tilsat en duftblanding til produktet. Her oplyser producenten ikke nødvendigvis alle de enkelte stoffer, da ingredienslisten kun kræver denne samlede betegnelse, medmindre specifikke stoffer findes over tærskelværdierne. I nogle produkter, især dem til læber eller produkter, der også kan bruges som fødevarer (for eksempel læbepomader), kan du se betegnelsen “Aroma”. Det bruges, når duftstofferne også har en smagsgivende funktion, og mærkningsreglerne følger her fødevarelogikken.

Hvis produktet indeholder duftstoffer, som er kendt for at kunne give allergi, skal disse nævnes særskilt på ingredienslisten, hvis de findes i koncentrationer over 0,01 procent i produkter, der skylles af (som shampoo eller sæbe), og over 0,001 procent i produkter, der bliver på huden (som creme eller deodorant). Disse stoffer står med deres kemiske navne, for eksempel limonene, linalool, citronellol, hexyl cinnamal, benzyl alcohol og geraniol. Hvis du ser “Parfum” alene, er det typisk en blanding, hvor de enkelte ingredienser ikke er oplyst, fordi de er under de lovpligtige grænser for særskilt mærkning. Hvis nogle parfumestoffer er til stede i højere koncentrationer, skal de stå på listen med deres kemiske navn.

Æteriske olier og planteekstrakter bidrager også med duftstoffer, men det betyder ikke, at de er “rene” eller fri for allergener. Tværtimod består æteriske olier af mange små molekyler, hvoraf flere kan være allergifremkaldende. For eksempel indeholder lavendelolie både linalool og geraniol, som begge kan give allergi hos nogle personer. Derfor kan naturlige ingredienser også føre til, at der står flere navngivne parfumestoffer på etiketten. Det er ikke nok at kigge efter “Parfum” eller “Fragrance” – du skal også være opmærksom på de enkelte navngivne stoffer, især hvis du har parfumeallergi.

Er de sikre, og hvem skal passe på

Alle kosmetiske produkter, der sælges i EU, skal være sikre for brugeren under normale eller rimeligt forudsigelige forhold. Det betyder, at producenterne skal foretage en samlet sikkerhedsvurdering af produktet, hvor alle ingredienser, herunder parfumestoffer, indgår. Der findes både generelle regler for, hvor meget parfumestof der må bruges, og specifikke regler for enkelte stoffer, som er vurderet til at have en særlig risiko. Produkter skal mærkes korrekt, så forbrugeren kan vurdere, om produktet er egnet til vedkommende.

De bedst dokumenterede problemer med parfumestoffer er allergi og hudirritation. Allergisk kontakteksem opstår, når huden reagerer på et bestemt stof, efter man har været i kontakt med det flere gange. Det sker især ved langvarig eller gentagen udsættelse for bestemte duftstoffer, og risikoen er størst for personer, der allerede har følsom hud eller tidligere har haft eksem. Derfor stiller reglerne krav om, at 26 udvalgte parfumestoffer skal nævnes på ingredienslisten, hvis de er til stede over 0,01 procent i produkter, der skylles af, og over 0,001 procent i produkter, der bliver på huden. Disse lave grænser betyder, at selv små mængder duftstof skal deklareres, hvis de kan give allergi.

Nogle parfumestoffer er blevet forbudt eller stærkt begrænset, fordi de er særligt allergifremkaldende eller opfylder kriterierne for at være kræftfremkaldende, mutagene (kan skade arveanlæg) eller reproduktionstoksiske (kan skade evnen til at få børn eller skade fostre). Et eksempel er hydroxyisohexyl 3-cyclohexene carboxaldehyde (HICC/Lyral), som er blevet forbudt i EU, fordi det har givet mange tilfælde af allergi. Et andet eksempel er butylphenyl methylpropional (Lilial), som er forbudt, fordi det er blevet vurderet til at være reproduktionstoksisk.

Det er vigtigt at understrege, at “parfume” ikke har én samlet fareprofil. Risikoen afhænger af det enkelte stof, hvor meget der er tilsat, hvilken type produkt det er, og hvor meget du reelt udsættes for. For eksempel er risikoen for allergi større i en creme, der bliver på huden, end i en sæbe, der skylles af. Naturlige parfumestoffer, som dem fra æteriske olier, kan også give allergi, og de er ikke automatisk mere sikre end syntetiske stoffer. Det er mængden og typen af stof, der afgør risikoen, ikke om det er naturligt eller syntetisk.

Hvis du tidligere har reageret på parfume eller har fået konstateret allergi over for bestemte parfumestoffer, skal du være opmærksom på både “Parfum” og de navngivne parfumestoffer på ingredienslisten. I nogle tilfælde kan du få brug for at kende de enkelte stoffer, du skal undgå. For eksempel kan du have allergi over for linalool, men ikke for limonene, og så er det kun linalool, du skal undgå. Din hudlæge kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad du reagerer på.

Det er en udbredt myte, at “uden parfume” betyder, at der slet ikke er nogen duftstoffer i produktet. I praksis kan der stadig være naturligt forekommende duftstoffer fra råvarer, eller spor af duft, selv om der ikke er tilsat parfume. Det skyldes, at ingredienser som planteolier, smør eller voks kan have en svag naturlig lugt, som ikke fjernes helt under produktionen. Derfor kan produkter mærket “uden parfume” stadig have en let duft, selv om der ikke er tilsat ekstra parfumestoffer.

Parfumestoffer i fødevarer og i kosmetik

Parfumestoffer bruges ikke kun i kosmetik. Mange af de samme kemiske forbindelser anvendes også som aromaer i fødevarer. Forskellen mellem de to områder handler især om, hvordan du udsættes for stofferne, og hvordan de reguleres. I fødevarer tilsættes duft- og smagsstoffer for at give eller forstærke smagen, og de reguleres efter fødevarelovgivningen. Her mærkes de ofte som E-numre eller med betegnelsen “aroma”. Sikkerhedsvurderingen i fødevarer handler om, hvor meget du indtager, og om stoffet kan give problemer, når det kommer ned i kroppen.

I kosmetik handler det i stedet om den duft, du oplever på hud, hår eller krop. Sikkerheden vurderes her ud fra, hvordan stofferne virker, når de kommer i kontakt med huden, og om de kan give allergi, irritation eller andre problemer. De samme stoffer kan derfor optræde både i fødevarer og i kosmetik, men reglerne og mærkningskravene er forskellige, fordi det er to forskellige måder at blive udsat for stofferne på.

Det betyder, at et stof godt kan være godkendt som fødevarearoma og bruges i slik eller sodavand, men stadig være begrænset eller forbudt som parfumestof i kosmetik, hvis det vurderes at kunne give allergi eller andre problemer, når det påføres huden. Omvendt kan et stof bruges i kosmetik, men ikke være godkendt til fødevarer, fordi det kan give problemer ved indtagelse. Det er altså ikke selve stoffet, men måden du udsættes for det på, der afgør, hvordan det reguleres.

Kilder

• https://www.haut.de/inhaltsstoffe-inci/inhaltsstoffe/stoffgruppe/parfuem-duftstoffe/
• https://www.ikw.org/kosmetik/kosmetik-inhaltsstoffe-funktionen
• https://safetymakeup.com/fragrance/
• https://mst.dk/service/nyheder/nyhedsarkiv/2022/okt/deklaration-af-parfumestoffer-i-kosmetiske-produkter/
• https://www.ages.at/themen/verbraucherprodukte/kosmetika/neue-duftstoffregulierung-in-der-kosmetik
• https://www.pcc.eu/en/blog/fragrances-in-cosmetics-types-of-perfume-ingredients-and-their-properties/
• https://www.cosmeticsandtoiletries.com/research/literature-data/article/21836337/understanding-fragrance-in-personal-care